EUs sikkerhedspolitik og Danmarks forsvarsforbehold

Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 2 - 2001

- se andre blade

Da et flertal af danskerne den 2. juni 1992 havde stemt nej til Maastricht-traktaten, opfandt regeringen som bekendt en række "forbehold", som bevirkede, at der blev et ja-flertal året efter.
Et af disse forbehold gælder forsvaret, men teksten er noget sludder, og lige siden har regeringen gjort alt for at få danskerne til at mene, at det er meget uværdigt, at Danmark ikke er med i EUs militære samarbejde.
 
Selve forbeholdet siger, at
"Stats- og regeringscheferne tager til efterretning, at Danmark efter opfordring fra Den Vesteuropæiske Union (WEU) har fået status som observatør i denne organisation.
De noterer sig også, at intet i traktaten om Den Europæiske Union forpligter Danmark til at blive medlem af WEU.
I overensstemmelse hermed deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for Unionen, som har indvirkning på forsvarsområdet, men Danmark vil ikke hindre, at der udvikles et snævrere samarbejde mellem medlemsstater på dette område."

Den Vesteuropæiske Union
WEU er en forsvarspolitisk organisation, der rækker tilbage til 1948 og oprindeligt omfattede Frankrig, Storbritannien og Benelux-landene, men efterhånden kom de fleste europæiske lande med enten som medlemmer eller som observatører.
WEU sygnede helt hen i skyggen af EF, men da EU fik militære tilbøjeligheder genopvækkede man WEU, og fik indskrevet i Maastricht-traktaten, at WEU kunne integreres i EU. I Amsterdam blev det strammet, så Det Europæiske Råd på egen hånd kunne beslutte at integrere WEU - og altså dermed automatisk skabe et EU-militær uden folkelig debat og traktatændring.
Det er for det første besynderligt, at det i forbeholdet bemærkes, at EU-traktaten ikke forpligter Danmark til at være medlem af WEU. Det er der nemlig heller ingen andre lande, der er forpligtet til!
Hvis der dernæst skulle være logik i den følgende sætning, at "i overensstemmelse hermed" deltager Danmark ikke i det, der har med forsvarsområdet at gøre - så skulle alle de andre EU-lande, som heller ikke er forpligtede til at være medlem af WEU, altså heller ikke deltage i sager vedrørende forsvarsområdet!
Det ville da være en fin beslutning, for så kunne EU slet ikke oprette noget forsvar!
 
Petersberg-opgaverne
WEU udsendte i juni 1992 Petersberg-erklæringen hvori der siges, at det især er de så-kaldt "bløde" sikkerhedsopgaver som k r i s e s t y r i n g , konfliktforebyggelse og fredelige løsninger, der skal arbejdes med. Dog afskriver man sig ikke muligheden for at gribe til regulære kamphandlinger.
Danmark var i december 1991 blevet observatør i WEU og tog i 1992 ikke noget forbehold over for disse "bløde" opgaver. En observatør i WEU har "samme rettigheder og ansvar som fuldgyldige medlemmer for funktioner, der er overført til WEU fra andre fora eller institutioner, som de allerede tilhører".
Det vil sige, at hvis EU - som Danmark jo tilhører - overfører opgaver til WEU, så er Danmark forpligtet til at deltage.
Nu har EU vist kun en enkelt gang overført en opgave til WEU. Da WEU selv intet beredskab har skal den, hvis den får opgaver, låne hos NATO - som de fleste EU- og WEU-lande også er medlem af - men da USA jo er hovedaktør i NATO og længe absolut ikke var venligt stemt over for WEU, var det et rent Storm P-cirkus at få det til at se ud, som om WEU kunne bruges til noget konkret.
 
WEU ind ad bagdøren
Men WEU kunne bruges til én vigtig ting: At give EU en militærpolitik ad bagvejen.
Dertil kræves der som sagt "bare", at Det Europæiske Råd, EUs statschefer, vedtager det og får det konfirmeret i deres hjemlandes parlamenter.
Som endnu et nyt element er der i Amsterdam-traktatens artikel 17 indskrevet de opgaver på de "bløde" sikkerhedsområder, som hører ind under WEUs Petersberg-erklæring - og som EU altså skal overtage, hvis WEU integreres i EU.
Der foreligger ikke noget dokument fra Det Europæiske Råd om, at EU nu har integreret WEU, og at denne beslutning er godkendt i de enkelte medlemsstaters parlamenter.
Det ser man helt bort fra i Formandskabets rapport fra Helsingfors december 1999, hvor det fremstår, som om det allerede er sket. Rapporten omtaler uden videre EUs forpligtelser, "der er fastlagt i Amsterdamtraktaten , Petersberg-opgaverne". Senest i 2003 skal EU "være i stand til inden for en frist på 60 dage at udsende og i mindst et år opretholde militære styrker på op til 50.000 - 60.000 mand, der kan påtage sig at løse samtlige Petersberg-opgaver".
 
Det danske forbehold
I Helsingfors mindede Danmark godt nok om sit forbehold. Men de otte gange, hvor Danmark har aktiveret forsvarsforbeholdet, ligger i tidsrummet juni 1996 til marts 1999. Danmark har valgt at forstå "forsvarsområdet" som om det omfatter alle de humanitære opgaver. Og det har Danmark gjort, før regeringen kunne undskylde sig med deres forståelse af Amsterdam-traktaten, som blev ratificeret 1. maj 1999, og før Formandskabets "bagdørs-integrering" i december 1999.
Hvis regeringen havde villet, kunne den have valgt at sige, at den slags humanitære opgaver ikke indvirker på forsvaret af EU, og derfor kunne Danmark godt deltage i minerydning, flygtningehjælp osv.
 
WEU-funktionerne
Det er ikke hele WEU, man har overtaget, men "de WEU-funktioner, der vil være nødvendige, for at EU kan påtage sig sit nye ansvar i forbindelse med Petersberg- opgaverne". (Formandskabets rapport fra Køln 3-4. juni 99). Den 13. december 2000 vedtog WEU på et møde i Marseille at overlade Petersberg-opgaverne til EU. Det var sikkert klogt gjort, for EU havde jo i praksis allerede selv taget dem i Helsingfors et år før! Det er måske udtryk for diplomati - af hensyn til WEUs selvforståelse - at der i konklusionerne fra topmødet i Nice 7- 9. december 2000 (fire dage før WEUs beslutning) står, at EU "agter at overtage WEUs krisestyring". Da medlemmerne af EU og af WEU stort set er de samme, tager man det åbenbart ikke i praksis så nøje, om formaliteterne er i orden. Det blir jo inden for familien!

Humanitært er militært
Men det formelle har stor betydning, når Danmark bruger forbeholdet som undskyldning for ikke at ville deltage i de humanitære hjælpeforanstaltninger, som EU iværksætter. Den undskyldning holder ikke! Hvad var det, Danmark tog forbehold overfor i 1993? Det var sager med "indvirkning på forsvarsområdet". Mon nogen i Danmark dengang drømte om, at minerydning på Balkan, flygtningehjælp i Afrika, opbygning af politi i Albanien, evakuering af nødhjælpsmedarbejdere i ulande har noget at gøre med forsvar af EU? I Danmark er politi ikke underlagt militæret, men er en civil instans; hverken flygtningehjælp eller nødhjælp er militære foranstaltninger, og selv minerydning kan foregå i civilt regi. F.eks. gør Danish Demining Group, som er en sammenslutning af danske hjælpeorganisationer, et stort arbejde i Afghanistan, Somaliland og Ingusjetien.
 
Et symbol på verdensmagt
Men EU har jo ikke noget at bruge traditionelt militær til. Der er ingen, der truer EUs grænser. Soldaterne skal have noget at lave, og så sender man dem ud at hjælpe flygtninge osv., og i fremtiden skal de løse konflikter af politiske, etniske, sociale og andre ikke-militære årsager. Det er opgaver, det er vigtigt at få løst, men soldater er ikke er uddannet til den slags, og regeringerne forsømmer at give FN og OSCE midler, så de kan uddanne civile konfliktløsere, mæglere og andre folk, der kunne give gode råd om at indføre menneskerettigheder og opbygge demokratiske systemer i kriseområderne. Det er der åbenbart ikke så meget prestige i som i et stort militærapparat. EU har uden lovhjemmel tiltaget sig den slags opgaver uden for EUs område. Man har prøvet at bøde på denne mangel ved i Helsingfors i 1999 at understrege, at Det Europæiske Råd har vilje til "at iværksætte og gennemføre EU-ledede militæroperationer som reaktion på internationale kriser".
 
Magt og ret
Hvem har givet eller kan give EU ret til den slags? Visse stormagter tiltager sig desværre denne ret, men EU burde - som en forsamling af demokratiske stater - i alle tilfælde tage afstand fra denne form for selvtægt i stedet for at kopiere den. Verdenssamfundet har oprettet FN til at tage sig af internationale forhold. EU erkender godt nok på papiret fra Helsingfors, at FN har "hovedansvaret for at opretholde international fred og sikkerhed". Men i praksis underkender EU altså FN for selv at optræde som selvbestaltet verdensmagt. Og her er nok selve forklaringen på den iver, hvormed EU arbejder på at få opbygget eget militær: EU vil være en verdensmagt og for at være "troværdig" som en sådan, må man vise muskler og tiltro sig selv ret til at agere over hele verden. Det er denne håbløst forældede indstilling, som et flertal af danske politikere vil have danskerne til at acceptere i al deres iver efter at afskaffe vores forbehold over for EU-militær. Hvorfor skulle vi dog det?
 

Danmarks brug af forsvarsforbeholdet 1) Juni 1996: Planlægning for evakuering af civile EU-statsborgere i tilfælde af uroligheder i et tredjeland. 2) Oktober 1996: Bidrage til at stoppe for den vilkårlige anvendelse og globale spredning af personelminer samt bidrage til at løse de problemer, som personelminer allerede har forårsaget. 3) November 1996: Sikre iværksættelsen af FN-resolutioner om levering af humanitær nødhjælp til omkring 500.000 flygtninge i Zaire, koordineret af EU. 4) Juni 1997: EUs initiativer til at fremme de afrikanske landes muligheder for konfliktforebyggelse og konfliktløsning. 5) September 1998: Fremskynde en færdiggørelse af en undersøgelse af muligheden for at iværksætte internationale politiaktioner i Albanien, med henblik på hurtigst muligt at oprette lov og orden i landet. 6) November 1998: Iværksættelse af en EU-aktion vedrørende hjælp til mi-nerydningsbistand i Kroatien. 7) November 1998: Overvågning af flygtningesituationen i Kosovo. 8) Marts 1999: Træning og rådgivning af det albanske politi i demokratiske og moderne politimetoder. (Kilde: Dansk Udenrigspolitisk Institut, 2000).