Klyngebomber og ammunition med uran kræver fortsat ofre

Åbent brev til regeringen og Folketinget.

Fra Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed Af Tom Vilmer Paamand - 2017


Se indhold fra:
Fred & Frihed
    Ikkevold
  nr. 2 - 2000


- se andre blade

Under Golf-krigen mod Irak januar-februar 1991 blev der af de allierede styrker anvendt bomber med forarmet uran.
Der er dokumenteret omfattende langtidsskadevirkninger på såvel den irakiske civilbefolkning som de allierede styrker, der befandt sig i området.
Halveringstiden for depleteret uran er så stor, at et uoverskueligt antal generationer vil blive påvirket af denne forurening.
Allerede under NATOs bombardementer sidste år af Serbien og Kosova, blev det fra Pentagon bekræftet, at der også her var anvendt ammunition med depleteret uran.
Også her vil uranen generationer frem kunne få alvorlige skadevirkninger på civilbefolkningen.
I forbindelse med det danske Folketings beslutning om at sende danske soldater til Kosova søgte Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed foretræde for Folketingets Forsvarsudvalg, hvor vi opfordrede til, at man i tilfælde af, at Folketinget vedtog at sende 850 danske soldater til Kosova forud for afsendelsen af soldaterne drog omsorg for deres sikkerhed.
Det var vores opfattelse, at man burde sørge for, at de danske soldater fik samme mulighed for at kontrollere, om de bliver udsat for radioaktiv bestråling, som f.eks. medarbejdere på Risø har det.
I betragtning af, at de danske soldater er stationeret i området omkring den delte by Mitrovica, som stadig er og har været meget vigtig for det serbiske styre, kan man formode, at der under bombardementerne har været serbiske panservogne i området, og at der derfor også kan være anvendt bomber med depleteret uran.
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed opfordrer endnu en gang regeringen og Folketinget til at drage omsorg for de danske soldaters sikkerhed, også hvad angår risikoen for radioaktiv bestråling.
Også de såkaldte klyngebomber blev anvendt af NATO. Disse bomber kan ligge ueksploderede op til 20 centimeter nede i jorden. Ved mekanisk påvirkning kan de bringes til udløsning og have dræbende effekt i en radius af 25 meter.
De internationale hjælpeorganisationer, der oplærer lokale i minerydning, har kunnet konstatere, at den jugoslaviske hær har givet relativt troværdige oplysninger om, hvor der er udlagt miner. Danske hjælpearbejdere fra Folkekirkens Nødhjælp har blandt andre erfaret, at det samme ikke gælder NATOs afdækning af, hvor der er anvendt klyngebomber.
I visse tilfælde har NATO endog hævdet, at der end ikke er bombet i områder, hvor der er fundet ueksploderede klyngebomber.
Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed vil opfordre den danske regering til at sørge for, at NATO lever op til sit ansvar som beskytter af den kosova-albanske civilbefolkning.
Man bør ikke alene kortlægge, hvor disse klyngebomber er anvendt, man bør også sørge for, at de bliver fjernet.

Vedtaget på Kvindernes Internationale Liga for Fred og Friheds landsmøde den 8-9. april.


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret december 2000 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >