Citater om krig og fred

"Jeg tog mælk fra babyer for at købe jagerfly, som hver kostede en million børns uddannelse", fortalte Pakistans fhv. finansminister.

Samlet af Tom Vilmer Paamand og Holger Terp

Se temaet
"And what of the violence inherent not only in wars as such but in the scandalous arms trade, which spawns the many armed conflicts which stain our world with blood?"
Johannes Paul II, Pave.

"Det er sørgeligt, at det sidste sted, udviklingslandene vil spare, er på deres militær. I Costa Rica har vi ingen hær."
Jos Olsen, Costa Ricas præsident.

"Vi ved, at kun en brøkdel af de penge, vi bruger på militæret, kunne sikre basal sundhed for alle i udviklingslandene."
Poul Nyrup Rasmussen, dansk statsminister.

"Hvis tre krigsfly styrter ned, så bliver der ødelagt for, hvad budgettet er for serumvaccine til alle verdens børn på et år."
Peter Ustinov, Ambassadør for UNICEF.

"Hver gang et gevær bliver fremstillet, et krigsskib bliver søsat, en raket bliver affyret, betegner det reelt et tyveri fra dem, som sulter og ikke får mad, fra dem, som fryser og ikke får øj. Verden bruger ikke blot penge til våben. Den bruger sine arbejderes sved, sine forskeres talenter og sine børns forhåbninger."
Dwight D. Eisenhower (1953), Præsident for USA.

Se mange flere slagord.

Længere citater...

Jeg er den priviligerede situation, at jeg mentalt set kan træde tilbage og betragte betydningen af at have brugt fire milliarder dollars og fremstillet 70.000 atomvåben fører sikkerhed med sig - forestillingen om, at det på en eller anden måde var os, der styrede det hele, at systemet var ufejlbarligt og kontrollabelt, og at vi kunne få det til at fungere - hele den opfattelse er fuldstændig fejlagtig.
Den amerikanske fhv. top-general George Lee Butler 31/12-1996
Fred betyder en ende på alle fjendtligheder. Ved fredsslutningen tilintetgøres en tilkommende krigs årsager, alle sammen, alle mulige, selv om de fredssluttende parter endnu ikke skulle kende dem, - ja selv om de mest skarpsynede spejderøjne skulle opdage dem i arkiverne, og de spidseste diplomatnegle pille dem ud af støvede dokumenter.
Immanuel Kant, Den evige fred
Der er mere værn i den blomstergren,
der skygger om hjemmets dør,
end i alle de volde af jord og sten,
og kuglesprøjternes rør.
Jeppe Aakjær
Luftskibet
Ja mere frem i tiden vise mig,
at der skal gøres ende på hver krig,
når intet slot og ingen fæstning kan
en tilflugt mod krigens overmand,
sin egen rædsel må da krigen fly,
og aldrig vise sig på ny.
Dog her forvildes jeg. For jordens søn,
kan blive værdig til en løn så skøn,
må mangen fordom med sin tåge fly,
og svinde hen for indsigts morgengry.
H.C. Ørsted
Værnepligtige, for hvem militær tjeneste af enhver art efter foreliggende oplysninger må anses for at være uforlignelig med deres samvittighed, kan af Indenrigsministeren efter forhandling med forsvarsministeren fritages for militær tjeneste mod at anvendes til andet statsarbejde, der dog ikke må tjene militære formål.
Lov om værnepligtiges anvendelse til civilt arbejde, 1933
Jeg har under krigen stået i ildlinjen. Jeg kender altså krigen mere end litterært. Hvad jeg så i krigen, har helt igennem været bestemmende for min opfattelse af krigen og krigshåndværket. Det er vores pligt som fredsvenner atter og atter at påpege, at krigen ikke er udtryk for noget herotisk, men at den bringer rædsel over menneskeheden.
Carl von Ossietzky
Indianere hverken fisker eller jager for sportens skyld, kun for at få noget at spise. Bedstefar sagde, at det mest åndssvage man kunne gøre, var at gå rundt og slå noget ihjel for sportens skyld. Han sagde, at den slags ting ret så sandsynligvis var noget politikerne havde fundet på i pauserne imellem deres krige, når folk ikke slog hinanden ihjel - så jagede man for sjov for at huske hvordan det var at dræbe. Bedstefar sagde der var nogen idioter som havde taget ideen op uden at tænke nærmere over den, men hvis man undersøgte sagen - så ville det vise sig at der stod politikere bag.
Forrest Carter
Krigen vil ende, ikke fordi den er grusom. Naturen selv er ufølsom og grusom, og vi afhænger af den. Krigen vil ikke ophøre, fordi den er uretfærdig. Thi intet beviser, at vores ideer om ret og godhed en dag virkeliggøres. Krigen vil ophøre, når dens politiske og sociale årsager ophører: Den industrielle konkurrence, undertrykkelsen af de arbejdende klasser.
Anatole France
En officer er en mand, hvis kald er krig. En officer, der ikke har lugtet til krudtet, er en mand, der ikke har vist, hvad han duer til, og bliver alt, som årene går, efterhånden sådan noget som en matros, der aldrig har været til søs, en latterlighed. Officerens fædrelandskærligehed antager nødvendigvis en krigerisk form; han attrår desuden at gøre sine evner gældende, at udmærke sig, at vinde andre laurbær end dem, der vindes ved feltøvelser.
Georg Brandes
Dersom der i tidligere tid var nogen tendens i folket til at behandle denne sag rent overfladisk, på fantasiens vej, med overspændt æstetisk følelsestilskyndelse, så tror jeg, at det er forbi. Jeg tror, at dette spørgsmål, hvad skal det nytte? dette spørgsmål, der er en hæder for vort folks forstandighed, breder sig mere og mere ud gennem alle lag i befolkningen, og jeg nærer den tro, at den tid ikke er fjern, da ingen ærlig mand eller kvinde her i landet vil tro, at det er forsvarligt, eller vil kunne undgå at se, at det er letsindigt og samvittighedsløst at tage en sag som denne, der for tusinder og atter tusinder af fattige familier betyder et bidrag - ikke alene i penge - men i personlig kraft - der føles stort og byrdefuldt, kun alt for stort og byrdefuldt. Med disse ord skal jeg atter stemme mod Københavns befæstning. Jeg har med disse få bemærkninger ønsket at skaffe plads for dette indtryk, at dersom der her i tinget er venner af militarismen, folk, for hvem militarismen er en livssag, så er der også her i tinget fjender af militarismen, folk, for hvem modstanden mod militarismen er en livssag.
Viggo Hørup
Man ser lovgivere rejse ud til store fredskongresser og samles med andre lovgivere fra fjendtlige nationaliteter om kraftige resolutioner til fordel for freden. Men man ser ikke meget til de samme lovgivere, når de er kommet hjem igen. Når de er vendt tilbage til deres respektive rigsdage, har de et mærkeligt og fælles hang til at blive usynlige og forsvinde ind i de tæt sluttede flertal, der overalt bevilliger kanoner, fæstninger, mandskab, stadig ny rustninger, altid flere millioner.
Viggo Hørup
Krigssagen er et uhyre, der ikke dåner, fordi man rykker det i skægget. Krigssagen er ikke først og fremmest nationaliteternes fjendskab, den er frem for noget andet magthaverne i våben mod de undertrykte, det bestående mod fremskridtet, kirken mod oplysningen, alle menneskers døde idealer mod de levende. Og den er et snedigt uhyre, der oftest møder i fårepelsen, med sødligt fromme beklagelser over den store blodsudgydelse og de sørgeligt tabte millioner. Den elsker freden, men den elsker fædrelandet højere. Den afskyr krig, men for at bekæmpe krigen må alle mandfolk i alle lande kunne eksisere og skyde mennesker og brænde løs på kommando. Den er øm overfor folkets velstand, men for at folk i ro kan bestille noget og tjene penge, må hver øre, der kan presses ud af folkets flid, samles op i en krigsskat til sikring af det uforstyrrede arbejde.
Viggo Hørup
Endnu er folkets fædrelandssange lutter krigsviser, deres minder de store mord- og slagtedage. Men får vi digtere, der forstår at synge nidviser mod krigen og fædrelandssange om formål, der er folket gavnligere og mennesker værdigere, så vil der også blive folk til at synge dem efter. I stedet for at holde lystighed og fester på de jamerfulde dage, hvor mennesker blev dyr og sønderrev hverandre, vil denne råhed afløses af en almindelig skamfuldhed, der haster efter at drukne disse skænslens dage i glemsel. Men denne stemning sprænger sangbunden, hvorpå krigsspekulanterne skal spille sig gevinsten i kassen, derfor lider de ikke denne stemning.
Viggo Hørup
De skal hade og afsky militarismen som deres lands fordærvelse, som frihedens undertrykkelse, som demokratiets dødsfjende; de skal frygte den, som man frygter sin mægtigste og grådigste fjende. Foragt den kun ikke. Vi vil behøve alle vore kræfter for at slå den til jorden; dersom vi ikke knuser den, knuser den os. Den bider med dybe rødder i dette lands offentlige mening. Lad den dag ikke komme, hvor den bider igennem.
Viggo Hørup
Man har allerede i Danmark flere officerer til soldaterne end der er pædagoger til børnene i en børnehave. Alligevel har man på mindre end et halvt år fyret over 15. mio. kr. til en hvervekampagne til officersskolerne. Falder der bare fem centimeter sne i det danske vinterlandskab, skal man høre på endeløse beretninger om militære bæltekøretøjer, der frelser gamle og unge. I alle tog ser man soldater i camuflagefarver og store støvler. Præster sender uden blusel konfirmandhold på natøvelse hos hjemmeværnet. Hele mediebilledet emmer af militarisme som aldrig før.
Geert Grønnegaard, 1997
Vort militærvæsen hviler på en kolossal løgn. Den løgn, at vi kunne forsvare os med våben. Vi ville gøre vort til at lære folket, at militærvæsnet er Danmarks ulykke. De forsikrer, alle de, der ruster, at det er for at forsvare freden. Men rustninger, selv for at bevare freden, er fredens værste fjende.
Vilh. Lassen
Sammenfattende kan det konkluderes, at det i den nuværende situation ikke er særligt sandsynligt, at der i en overskuelig fremtid vil opstå en militær trussel mod Danmark. Samtidig er muligheden for at Danmark i fremtiden bliver involveret i kriser og væbnede konflikter uden for Danmarks område, blandt andet i forbindelse med løsning af internationale og humanitære opgaver, imidlertid taget til.
Beredskabsstyrelsen, Indenrigsministeriet. 1997
Den eneste fare, der truer os, og som kun kan afværges ved en almindelig højnelse af den menneskelige karakter gennem en systematisk kultivering og udvikling af demokratiske dyder uden hensyn til stand eller formueomstændigheder, er den fare, der ligger i at opfinde våben, der kan ødelægge civilisationen hurtigere, end vi kan producere mænd.
Bernhard Shaw
Den mest menneskefjendske og mest indbringende forretningsgren er Våben-, og ammunitionsindustrien, rustningskapitalens område. Den bar Muligheder som ingen af de andre. Den bærer konkurrencens fremdrift i sig selv: hver gang, man har fundet en ny giftgas, ansporer den til opfindelse af et nyt filter i gasmasken; hver gang, der er konstrueret en granat, der kan støde igennem de kendte panserbeklædninger, ansporer det til opfindelsen af ny panserbeskyttelse; hver gang, en magt anskaffer våben af den ene eller anden art, tvinges de konkurrerende magter til at skaffe sig de samme eller endnu bedre våben.
Axel Pille
Man kom ind på regimentskontoret gennem et lille forværelse... Og rummet var fyldt med lyden af insekter. I mine dage som korporal arbejdede jeg der og lærte dem at kende. Når vi fire var travlt beskæftiget med at skrive eller maskinskrive og sludre med sagte stemme for ikke at irretere serganten, hørte vi ikke denne lyd. Men hver gang jeg søgte tilflugt her i hede afrikanske nætter, hørte jeg ødelæggelsestroppernes pauseløse slid i deres angreb mod bureaukratiet. De gnavede løs på papirer, borede sig igennem det, byggede rede i det, parrede sig i det. Der var tusindben med næblignende kløer som krebsekløer, der borede sig gennem hele stabler fra bind til bind. Der var knirkende kakelakker, der langsomt åd arkene fra randen af. Der var laver, der spandt deres kokoner nedunder en aktpakkt for i maj at forlade den som sommerfugle. På de øverste hylder med de ældste papirstabler havde kæmpemæssige edderkopper, hvipse og hestefluer deres reder, hvor de sov sig gennem vinteren. På de nederste hylder, i nærheden af gulvet, tapeserede mus deres huller med trevler, der stammede fra de røde snore. Fra tid til anden trængte myrer ind, som om de ønskede at bortføre trykte og skrevne bogstaver, som var det hvedekorn, til deres myrtuer.
Arturo Barea: Den blodige vej s. 152-153.
Se mange flere slagord.


Send gerne link til mine tekster videre. Kopiering til videre udbredelse bør du først bede om tilladelse til. Tekster bliver nemlig fortsat opdateret og omskrevet, efterhånden som jeg bliver klogere. Ikke mindst fordi jeg tit ændrer mening - og gerne vil have at folk ser min nyeste version af den endegyldige tekst :). Støt gerne via MobilePay: ©pdateret december 1998 - WebHamster@FRED.dk: Tom Vilmer Paamand
FRED.DK
< FRED.dk
Oversigt - Søg >